Fredag den 24. september 2021 kom dagen, hvor vores lærlinge, Dennis Hansen og Magnus Lave Olsen, modtog deres svendebreve. De er de første nogensinde, som kan kalde sig tømrersvende efter endt læretid hos Michael & Hussnedkeren A/S.
Dennis Hansen og Magnus Lave Olsen var i slutningen af september til svendeprøve på henholdsvis Tradium i Randers og Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten. Med fuld fokus på håndværk i høj kvalitet har deres flittige indsats gennem læretiden og med svendeprojekterne båret frugt. De er nu begge udlært og kan kalde sig tømrersvende.
Magnus Lave Olsen – udlært 24/9-2021
Da Magnus Lave Olsen startede som lærling var han den første nogensinde Michael & Hussnedkeren A/S indgik uddannelsesaftale med.
Til svendeprøven på Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten udførte Magnus en tagside med kvist. Her cementerede han den høje standard, som han også har udvist gennem hele læretiden. Med 12 i den teoretiske del og et 10-tal i den praktiske del fik han anmærkningen ’antaget med ros’ i svendebrevet. Desuden blev Magnus ved uddannelsens afslutning af de øvrige tømrerlærlinge på holdet kåret som ’Bedste kammerat’.
Dennis Hansen – udlært 24/9-2021
Dennis Hansen kom til Michael & Hussnedkeren A/S i 2019, da han var cirka halvvejs i sin tømreruddannelse.
Svendestykket på Tradium i Randers var en tagkonstruktion med kehlparti, nedsænket skotrende og indvendig gips – og indsatsen blev belønnet med karakteren 12 i både den praktiske og den teoretiske del. Det udløste derfor et svendebrev med anmærkningen ‘antaget med sølv’ og en flot sølvmedalje.
Udlært med flotte resultater
Tømrermestrene Michael Overgaard og Mads Rytter er stolte over de nyudklækkede tømrersvende.
»Vi startede Michael & Hussnedkeren A/S i 2016. Derfor er Dennis og Magnus vores allerførste lærlinge. Alle i firmaet har gjort sig umage i forhold til deres uddannelse. Alligevel vi har selvfølgelig været spændte på, hvordan de ville klare sig til svendeprøven«, siger Michael Overgaard. Mads Rytter supplerer:
»Heldigvis er de kommet igennem med høje karakterer og flotte anmærkninger i deres svendebreve. Det er fuldt fortjent, fordi de har begge udvist engagement, arbejdsomhed og sans for håndværksmæssig kvalitet. Vi er stolte over at have været med på rejsen i deres udvikling«.
Ja tak til fastansættelse
Efter afsluttet uddannelse er både Dennis Hansen og Magnus Lave Olsen blevet tilbudt faste stillinger som tømrersvende hos Michael & Hussnedkeren A/S, hvilket de begge har takket ja til.
Fredag den 8. oktober 2021 blev de nyuddannede tømrersvende fejret ved en sammenkomst på firmaets adresse i Trustrup.