Ring til os

Kontakt

Få tilbud

Gazellevirksomhed for første gang

Michael & Hussnedkeren A/S er én af virksomhederne, som Børsen i 2021 har udnævnt til gazellevirksomhed.

Hos Michael & Hussnedkeren A/S har vi stort set haft fart på siden Michael Overgaard og Mads Rytter for fem år siden forenede kræfterne under firmanavnet Michael & Hussnedkeren. I dag tæller lønningslisten over 30 medarbejdere og foruden tømrer- og snedkerafdelingen omfatter forretningen nu også en entreprenørafdeling.

Og i november 2021 kunne vi glæde os over at modtage det officielle diplom og den velkendte gazelle-bronzefigur fra Børsen, som er det fysiske bevis på den positive fremgang, som vi oplever i disse år.

Gazelle-prisen fra Dagbladet Børsen gives hvert år til virksomheder, som har fordoblet omsætningen over de seneste fire regnskaber, og har haft vækst i omsætningen eller bruttoresultatet i hvert af regnskabsårene.

387 procent vækst på fire år

»Vi har – som de fleste andre i byggebranchen – oplevet højt aktivitetsniveau de seneste år. Det er ingen hemmelighed, at vi siden vores opstart i 2016 løbende har udvidet medarbejderstaben for at kunne følge med ordrebogen«, siger Mads Rytter.

Michael Overgaard supplerer:

»387 procent vækst på fire år. Det er et resultat, som vi er utrolig stolte over. Der var vi aldrig nået til, hvis det ikke var for vores engagerede medarbejdere. De har en stor andel i rejsen«.

Vækst har aldrig været en målsætning

Hos Michael & Hussnedkeren A/S stræber vi ikke efter at være de største. Derfor har vækst aldrig været en målsætning i sig selv.

»Vi vil hellere være de bedste. Vores DNA er kvalitetshåndværk, ordentlighed og tætte kunderelationer. Det er fundamentet for vores vækst«, siger Michael Overgaard.

Og sådan skal virksomheden fortsætte. Det er de to tømrermestre enige om.

De rigtige medarbejderne er afgørende

»Medarbejderne er vores vigtigste ambassadører. Det er deres tilgang og gode håndværk, som sikrer os trofaste kunder, der vender tilbage igen og igen«, mener Michael Overgaard.

For Michael Overgaard og Mads Rytter er det derfor afgørende, at alle medarbejdere har den helt rette indstilling til håndværk og service. Derfor har de også de seneste år brug meget tid på at udvide med de helt rigtige håndværkere, lære nye medarbejdere at kende og få dem til at indgå i det allerede eksisterende hold.

»At medarbejderstaben er vokset så markant, har haft den positive betydning for forretningen, at vores kunder og samarbejdspartnere nu også bruger os til langt større opgaver, end vi havde kapacitet til i starten«, siger Mads Rytter og afslutter:

»Det har sikret os endnu flere stærke relationer i branchen, og har føjet nye kundetyper til – primært inden for erhverv«.

Michael & Hussnedkeren A/S er i øjeblikket blandt andet i gang med tilbygnings-, ombygnings- og renoveringsprojekter og opførelse af nye helårs- og sommerhuse for private kunder. På erhvervssiden er tømrervirksomheden aktuelt involveret i flere østjyske domicil- og halbyggerier.

Gazellekåring i Musikhuset Aarhus

Den officielle gazellekåringen for Region Midtjylland blev afholdt i Musikhuset Aarhus den 24. november 2021. Her havde alle gazellevirksomheder mulighed for at deltage med 10 gæster hver.

Fra Michael & Hussnedkeren A/S deltog blandt andet repræsentanter fra ledelse og administration, bestyrelsesmedlemmer samt virksomhedens tre første ansatte: Tømrersvendene Henrik Kæmpe, Frank Hansen og Magnus Lave Olsen.

Torsdag den 25. november 2021 var alle medarbejdere i anledningen af Gazellen inviteret på fyraftenssammenkomst og holdfoto i firmaets lokaler.

Læs flere nyheder fra os

Hold dig opdateret om, hvad vi foretager os – både her på siden og på sociale medier.