Hos Michael & Hussnedkeren A/S er nyt initiativ målrettet virksomhedens lærlinge netop sat i søen. En lærlingeklub skal fremover fungere som samlingspunkt for virksomhedens lærlinge – med fokus på fællesskab, udvikling og fast støtte gennem hele læretiden.
Baggrunden for den nye lærlingeklub hos Michael & Hussnedkeren A/S er ønsket om at give lærlinge de bedst mulige rammer for at trives og udvikle sig – både som kommende håndværkere og som mennesker.
»Vi vil gerne skabe nogle rammer, hvor det bliver endnu bedre at være lærling. Et sted, hvor man kan lære af hinanden, få mulighed for at udvikle sig og skabe fællesskab på tværs af virksomheden«, siger Pia Kruse, der er udnævnt som lærlingeansvarlig i firmaet.
Klubben er stadig i sin opstart, men skal på sigt danne rammen om både faglige oplæg, virksomhedsbesøg og sociale aktiviteter, der styrker relationerne mellem lærlingene.
Første arrangement var en fælles tur til Byggerimessen i Fredericia fredag den 21. marts 2025.

Første arrangement i lærlingeklubben hos Michael & Hussnedkeren A/S var en tur til Byggerimessen i Fredericia fredag den 21. marts 2025.

Pia Kruse er udnævnt som lærlingeansvarlig hos Michael & Hussnedkeren A/S.
En plan for hele læretiden
Hos Michael & Hussnedkeren A/S er arbejdet med lærlinge fremover struktureret, så den lærlingeansvarlige følger alle lærlingene gennem hele læretiden fra første dag til svendebrev.
Derudover udarbejdes en konkret læretidsplan, og undervejs er der fokus på faglig og praktisk støtte, muligheden for at få selvstændigt ansvar og socialt samvær.
Det tætte samarbejde mellem lærlinge, kollegaer og ledelse er en vigtig del af hverdagen hos Michael & Hussnedkeren A/S – med en uformel omgangstone, plads til grin og jokes, men også klare forventninger til respekt, nysgerrighed og ansvar.
»Vi har fokus på at rose og anerkende – ikke kun for det, lærlingene gør godt, men også for det, man forsøger at gøre. Mange af vores lærlinge bliver fastansat, når læretiden er slut. Det skyldes blandt andet, at vores værdier bliver deres, og at vi dermed deler synet på både kammeratskab og godt håndværk«, lyder det fra Pia Kruse.
Kvalitetsuddannelse som en fælles opgave
Virksomheden ser lærlingeklubben som en del af et større ansvar. Med initiativet bidrager virksomheden aktivt til FN’s Verdensmål 4 – kvalitetsuddannelse. Det handler blandt andet om at sikre adgang til relevant læring og at fremme mulighederne for livslang læring og personlig udvikling.
At uddanne lærlinge gør ikke kun en forskel for virksomheden, men for hele tømrerfaget. Det er dem, som skal føre håndværket videre.
»Vores lærlinge er vores fremtid. Og fremtiden vil vi gerne både udvikle og passe på«, lyder det fra Pia Kruse.
Opfordrer til input
For at lærlingeklubben skal give mest mulig værdi, opfordrer Michael & Hussnedkeren A/S nu lærlingene til selv at byde ind med idéer og ønsker til klubbens indhold. Hvad skal der være fokus på? Hvilke teknikker vil de gerne lære mere om? Og hvilke aktiviteter – faglige såvel som sociale – kunne være spændende at deltage i?
Initiativet skal ifølge Pia Kruse være noget, lærlingene selv kan forme og tage ejerskab over. Michael & Hussnedkeren A/S har i øjeblikket otte tømrerlærlinge i alt.